Fremover vil vi også sælge reklamer i en af Danmarks mest populære podcast.
Vi er i gang med en strategi om at skabe og udvikle et marked for digital audio i Danmark. En væsentlig del af den plan er, udover at sælge reklamer i egne digitale produkter, at sælge reklamer for eksterne podcasts og radiostationer via eksisterende salgs set-up samt det nyligt lancerede programmatic set-up.
Aftalen med Mørkeland indeholder salg af sponsorater og eksklusivt salg af pre-roll og mid-roll annoncer i det populære podcast. Aftalen betyder også at Mørkeland i løbet af de kommende uger vil blive en del af Podcastindex.dk som blev lanceret i denne uge.
”De dygtige folk bag Mørkeland har skabt en true-crime podcast med en rekord stor loyal fanskare. Vi er glade for at kunne bidrage til et økonomisk fundament, som gør at de kan koncentrere sig om fortsat at udvikle produktet og indholdet i deres podcast, imens vi tager os af reklamesalget. Vores vision er at udvikle et marked for digital audio i Danmark i samarbejde med de førende indholdsproducenter, og dette er helt klart en aftale som vil bidrage til det” siger Tobias Nielsen, COO Bauer Media.
”Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet med Bauer Media, fordi det giver os mulighed for at fortsætte med at udkomme hver uge. Mørkeland har i mere end et år været drevet af vores store interesse for indholdet, men ren passion er ikke helt nok – selvom det har ført os langt. Derfor er vi virkelig glade for aftalen med Bauer, som giver os mere tid til at producere og ikke mindst udvikle podcasten,” siger Camilla Aurvig og Kristine Bugbee som står bag Mørkeland.
Aftalen betyder at Mørkeland fra medio juli også vil blive distribueret via RadioPlay som supplement til de steder hvor den kan hentes i dag.
For yderligere oplysninger kontakt: COO i Bauer Media, Tobias Nielsen på e-mail tobias@bauermedia.dk