”Det var virkelig et godt halvår. De tør tage chancen med en og man får lov til meget – også som praktikant.”
The Voice-vært Ida-Sophia Petersen er ikke i tvivl. De knap seks måneder hun arbejdede som praktikant i Bauer Media var en oplevelse, der har haft og stadig har stor betydning for hende og hendes karriere. Fra sit studie i dansk, sprog og kommunikation blev Ida-Sophia i 2016 praktikant i promotion- og marketingafdelingen hos Bauer Media. Et halvt år, hun virkelig ser tilbage på med glæde.
”Jeg blev vildt overrasket over, hvor meget ansvar vi egentlig får som praktikanter. Det er også fedt at komme fra en uddannelse og bruge det, man har lært, og få det til at fungere på en arbejdsplads”.
Ikke nok med, at det faglige niveau er i top, så er Bauer Media som arbejdsplads også socialt et fantastisk sted. Det oplevede Ida-Sophia også i den grad. For når man kommer ud i en virksomhed med mange praktikanter, så sker der noget helt særligt.
”Vi var syv-otte praktikanter, og vi fik ret hurtigt et virkelig godt sammenhold”, fortæller Ida-Sophia, der stadig ser de fleste fra slænget fra efteråret 2016.
Her to år efter endt praktikperiode, er Ida-Sophia stadig en del af Bauer Media. I knap et år har hun været ansat som vært/anker og producer på morgenshowet ’Ida-Sophia og Nicolas’ på The Voice. Selvom hun ikke direkte lavede radio i sin tid som praktikant, så er Bauer Media nemlig sådan et sted, hvor man både får rykket nogle grænser og får en masse muligheder.
”Har man idéer, så er alle klar til at hjælpe. Man får som praktikant utrolig meget konstruktiv kritik og opbakning, og alle sætter rigtig meget pris på det, man laver,” siger Ida-Sophia.
Det kan hendes kollega Daniel Cesar Bredegaard nikke genkendende til. I 2014 læste han film– og medievidenskab på Københavns Universitet, og da han skulle finde en relevant praktikplads, var han ikke i tvivl om, at et halvt år som praktikant hos ’GO´NOVA’ var det helt rigtige – og han har ikke fortrudt.
Siden Daniel afsluttede sit praktikhalvår i januar 2015, har han været tilknyttet Bauer Media som freelancer. Han har både været vært på Radio 100, Pop FM og NOVA, samt nyhedsoplæser på NOVA og fast filmanmelder i aftenmagasinet og i dag er han, lige som Ida-Sophia, en fast del af huset, som fastansat redaktør og vært på NOVAs journalistiske magasinprogram Aftenklubben.
Og Daniel er ikke i tvivl: Aftenklubben er ifølge ham det bedste sted at komme hen som praktikant.
”Netop på Aftenklubben får man mulighed for at teste de journalistiske værktøjer. Man får mulighed for at lave interviews med spændende mennesker og selv finde på ting, man har lyst til at lave. Så i det hele taget er det et meget kreativt forløb”, siger Daniel og tilføjer en sidste ting: Som praktikant på Aftenklubben får man masser af sendetid i radioen.
”Du har en god undskyldning for ikke at ringe til dine forældre hver aften, de kan nemlig bare høre dig i radioen klokken 21. Smart, ik’?”, griner Daniel, som sammen med Ida-Sophia glæder sig til at få en masse nye praktikant-kollegaer efter sommerferien.
Af: Signe Krarup
Hvis du ønsker mere information omkring mulighederne for at komme i praktik hos Bauer Media, så læs mere her.