Nu er der fodbold på NOVA. Hver torsdag aften sender tidligere landsholdsspiller Mikkel Beckmann og nuværende NOVA-vært Karoline Haubek live på NOVA med masser af god musik, røverhistorier og brandvarme optakter til de danske kampe i UEFA Europa League og UEFA Conference League.
Torsdag d. 3/10 kl. 17:00 har NOVA premiere på et helt nyt program, NOVA League. Her byder værterne Mikkel Beckmann, tidligere topspiller og til daglig assistenttræner i Lyngby Boldklub, og Karoline Haubek velkommen til to timer i fodboldens tegn som optakt til aftenens kampe i UEFA Europa League og UEFA Conference League, hvor Danmark i år er repræsenteret med FC Midtjylland og FC København.
”I NOVA League vil vi give en kærlig og festlig optakt til aftenens kampe, hvor vi involverer vores fantastiske lyttere og sætter den rette stemning. I Mikkel og Karoline har vi det perfekte makkerpar, der kan gøre formidlingen både sjov og involverende” siger Steffen Raastrup, Content Director hos Bauer Media.
I programmet bliver der selvfølgelig talt fodbold, men også spillet masser af musik. Og så vil Mikkel og Karoline have lyttere igennem med ris, ros, gode råd og markante opsange til de danske spillere. Og mon ikke der også skal quizzes lidt, hvor NOVAs lyttere kan få deres fodboldviden testet.
Programmet præsenteres i samarbejde med Disney+, der fra i år har de eksklusive rettigheder i Danmark til at vise alle kampene i UEFA Europa League og UEFA Conference League, og undervejs vil værterne stille om til TV-studiet, hvor aftenens vigtigste kampe naturligvis bliver gennemgået og analyseret.
Om Mikkel Beckmann
Mikkel Beckmann er en tidligere dansk professionel fodboldspiller med mange år på banen for adskillige danske superligaklubber samt 7 kampe for det danske A-landshold. Mikkel Beckmann er i dag assistenttræner for Lyngby BK og derudover vært på fodboldpodcasten ”Becks & Svensson”. Han debuterer nu som radiovært for NOVA League.
Om Karoline Haubek
Karoline Haubek er en erfaren radiovært på NOVA og The Voice, hvor hun hver morgen giver The Voice’ lyttere den bedste start på dagen med den nyeste musik og den bedste stemning. Privat er hun glødende AGF-fan og drømmer om det første trofæ til Aarhusklubben i hendes levetid.
Om NOVA
NOVA ejes af Bauer Media, som også står bag radiostationerne The Voice, Radio 100, myROCK, Radio Soft og Pop FM, samt den digitale platform RadioPlay (web og app). Med mere end 2 millioner lyttere hver uge er Bauer Media førende indenfor kommerciel radio.
Kontakt: Content Director hos Bauer Media. Steffen.Raastrup@bauermedia.dk