Parterne bag den danske radiomåling (DR, Bauer Media, Danske Medier og Radio 4) og Kantar Media lancerede 1. januar 2024 en ny radiomåling.
Siden slutningen af 2023 har Kantar Media opdateret målingen med ny smartwatch- og indholdsdetekteringsteknologi. Desuden er panelet blevet udvidet, hvilket har været en teknisk kompliceret proces, da vi i et live system, både har skullet migrere panelet, og tilhørende infrastruktur. Dette har resulteret i nogle tekniske og produktrelaterede fejl, som siden lanceringen har påvirket de daglige data for lyttetid, med op til femten procent lavere værdier i forhold til forventet niveau.
Behovet for at bringe data tilbage til det forventede markedsniveau er altafgørende. Kantar Media har derfor valgt at implementere en midlertidig kalibreringsløsning og genudsende data fra 1. januar 2024. Dette har alle parters fulde samtykke. Kalibreringsmodellen er velkendt på markedet, da det er samme metode og model, som er blevet anvendt til at rapportere hovedtelefonlytning siden 2020.
Denne løsning er nu implementeret, og data dækkende perioden 1. januar til 24. marts 2024, vil blive genudsendt og tilgængelige via TechEdge AdvantEdge-værktøjet fra mandag den 25. marts. Data for perioden 25. september til 31. december 2023, hvor panelet bestod af en kombination af flere typer teknologi, vil ligeledes blive genudsendt, og gøres tilgængelige så hurtigt som muligt.
Vi er taknemmelige for det fortsatte samarbejde med DR, Bauer Media, Danske Medier og Radio4. Parterne bag målingen vil fortsat arbejde intensivt på, at teknikken og produktet, der understøtter målingen, lever op til markedets høje standarder og forventninger.
Ole Andersen
Head of Danish Radio Audience Measurement, Kantar Media Danmark